Historisk baggrund

HISTORISK BAGGRUND

Dansk børne- og ungdomsteater opererer i alle genrer, former og udtryk og er storleverandør af ny dansk dramatik.

Og ingen emner er tabu. Fra mobning, pædofili, død og undergang til hverdagseksistentialisme, rørende venskabsdramaer, absurditeter og det rene ballade.

Det er stor og vedkommende kunst for små mennesker, som kan være alt fra 0 år og opefter. Teatrene spiller nemlig for blebørn, børnehavebørn, skolebørn og teenagere – og generelt for et begrænset antal tilskuere – sjældent over 150.

Der er ofte faste og strenge regler for aldersgrupper og aldersgrænser, hvorunder den enkelte forestilling må opleves. Det sker for at bevare den nærhed og intimitet, der er et særkende for den internationalt berømmede danske scenekunst for børn og unge.

Dansk scenekunst for børn og unge har det hele: Dukkespil og store episke dramaer, kammeropera og rockmusicals, moderne dans, fysisk teater og performance. Der er ensemblespil og enmandsforestillinger, der er sagaer med mammut-scenografier og fortælleteater uden brug af andet end stemmen.

Teatrene inspirerer hinanden gensidigt med deres forskellighed, og de vækker opsigt internationalt.

Det hele begyndte for mere end 40 år siden. Før da havde man Dansk Skolescene, oprettet i 1924 som et velmenende initiativ til dannelsens fremme. Man spillede primært klassikere på store scener, som børnene blev fragtet til under nidkært opsyn.

Da Skolescenen brat måtte lukke i 1968, opstod alle de små, nye børneteatre, der lod sig inspirere af ungdomsoprøret og gruppeteaterbevægelsen med det erklærede formål at bringe kunsten ud, hvor børnene havde deres dagligdag, ud til skoler, biblioteker og institutioner.

For de fleste børne- og ungdomsteatre har strukturerne ændret sig fra kollektiv til kunstnerisk ledelse, fast bestyrelse og løse spillerhold, og selvom de p.t. ca. 140 aktive børne- og ungdomsteatre har forskellige kunstneriske udtryk og forskellige økonomiske vilkår, holder dansk børne- og ungdomsteater stædigt fast i visionerne om at lave kunst på børnenes og de unges egne præmisser.

Mere information

Søren Kristoffer Kløft / sk@teatercentrum.dk / +45 4075 6902