
KUNSTFESTIVAL:
THE TRANSFORMATIVE POWER OF THE ARTS
Af: Søren K. Kløft, 20. oktober 2025
Teatercentrums Søren K. Kløft besøgte Baboró International Arts Festival for Children i Galway, Irland, som delegeret i dagene 12.-16. oktober. Dér arbejdede han også med EU-projektet BABEL – or The Art of Listening in TYA i hans egenskab af kommunikationskonsulent på Teatercentrum i Danmark, som er Lead Partner på dette store workshop-projekt.
KUNST FOR ALLE
Baboró-festivalen arbejder for sikre “every child’s right to experience the transformative power of the arts – to build confidence, ignite imagination and foster empathy”.
Dette flotte og ambitiøse manifest danner grundlaget for den smukkeste festival, hvor børn og voksne kan opleve kunst skabt specielt til børn og unge. Teaterforestillinger, kunstudstillinger, litteraturoplæsninger og såkaldte ‘immersive experiences’ dominerede festivalprogrammet.
Hertil kom en lang række netværksaktiviteter, erfaringsudvekslinger, samtale-arrangementer og workshops, hvor branchens professionelle kunne dygtiggøre sig, knytte nye forbindelser og diskutere den kunst, de arbejder med hver dag. Der var delegerede fra bl.a. USA, Canada, Australien, Chile og de fleste europæiske lande. Mangfoldigt og inspirerende var det.
Oplevelserne i teatermørket bestod af (ny)cirkus-forestillinger fra hhv. Belgien og Frankrig, abstrakt irsk klovnetater, ekseptionelt godt baby-teater fra Holland og animationsteater fra Irland. Alt sammen af høj kunstnerisk kvalitet inden for hver deres specifikke genre.
Hertil kom en række kunstudstillinger og workshops, der hver på deres måde inviterede både børn og voksne ind i nye verdener af erkendelser ved hjælp af berøring, lyde og musik. Vores allesammens nysgerrighed og forestillingsevne blev hele tiden stimuleret.
Man sover godt om natten i de dage, hvor man er på sådan en festival – der var SÅ mange indtryk, der skulle bearbejdes. Og dette arbejde forsætter. For nogle oplevelsers dybere mening kommer først til én senere. I ryk. I små intense erkendelsesøjeblikke. I små epifanier, hvor forståelsen indfinder sig.
BABEL RIMER OGSÅ PÅ FORSTÅELSE
I det store fireårige EU-projekt BABEL – or the art of listening in TYA arbejder 12 europæiske partnere sammen om at dygtiggøre skuespillere og performere i kunsten at kommunikere sammen og med deres publikum – vel at mærke mens de arbejder og optræder på deres egne sprog.
Én af BABEL-projektets lange række af workshops blev afviklet i Galway under ledelse af instruktøren Alex Byrne og musikeren Gregory Hall.
Man overraskes igen og igen over, hvordan stor forvirring og usikkerhed i sidste ende kan ende i helstøbte teateroplevelser, der kan vises for et børnepublikum, der hurtigt afkoder (næsten) alt, hvad de ser på scenen.
Se evt. videoer fra de mange afholdte workshops på projektets playliste på YouTube eller følg projektet på de sociale medier – både på Facebook og Instagram (find direkte links nederst i denne artikel).
BABEL-projektet er ved at være slut og afrundes i november 2025 i Bruxelles, hvor den sidste workshop afvikles, en konference afholdes og en bog med baggrundsinformation og teoretiske overvejelser om projektet udgives.
Baboró International Arts Festival for Children afholdes igen i Galway i oktober 2026.
LINKS til STEDER, EVENTS og/eller PERSONER nævnt i teksten:
Baboró International Arts Festival for Children
BABEL – or The Art of Listening in TYA
Teatercentrum i Danmark
BABEL-projektets video playliste på YouTube
Instruktør og workshopleder Alex Byrne
Musiker og workshopleder Gregory Hall